Middelalderlig hovedbeklædning: hat, kasket og meget mere
- tilgængeligt med det samme
- tilgængeligt med det samme
- tilgængeligt med det samme
- tilgængeligt med det samme
- tilgængeligt med det samme
- tilgængeligt med det samme
- tilgængeligt med det samme
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 6 - 7 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 6 - 7 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
I middelalderen var hovedbeklædning ikke et valgfrit tilbehør, men en fast del af hverdagsgarderoben – både for bønder og borgere samt for adelen og gejstligheden. Hvilken hue, hvilken hat eller hvilken kasket du vælger til dit outfit, afhænger af epoke, køn og anledning – denne oversigt hjælper dig med at træffe det rigtige valg.
Hovedbeklædning i middelalderen: betydning, funktion og social rang
At forlade huset med ubeskyttet hoved blev i middelalderen betragtet som upassende – og det gjaldt både mænd og kvinder, lige såvel for daglejeren på marken som for byboeren eller ridderen. Hovedbeklædningen havde altid to dimensioner: Den beskyttede mod vind, sol og kulde, og den kommunikerede bærerens sociale status, endnu før et ord var blevet sagt.
De lavere klasser bar huer af filtet uld eller enkle stråhatte – billige at fremstille og praktiske i hverdagen. Adelen derimod kunne tillade sig kunstfærdigt udsmykkede hatte af fløjl og silke, pyntet med guldbånd, brocher eller fjer. Disse forskelle var ikke et spørgsmål om personlig smag, men blev delvis reguleret af påklædningsregler.
En særlig samfundsmæssig konvention gjaldt kvinder: Den gifte kvinde bar en hue eller et slør som tegn på sin stand – deraf ordsproget „at være under huen“. Ugifte kvinder og unge piger måtte undertiden bære håret løst eller pyntet med et pandebånd. At bære hat var i middelalderen en selvfølge for alle samfundsklasser – spørgsmålet var blot, af hvilket materiale og i hvilken form.
Hvilke hovedbeklædninger fandtes der i middelalderen? Et overblik efter typer
Hætte & kapucetørklæde
Gugel er en kombination af hætte og skulderbeklædning – den beskyttede mod regn og kulde og var en ægte modefænomen i det 14. århundrede. Senere udviklede chaperonen sig ud af den. I dag er kapuzenschal dens direkte efterfølger i LARP- og markedsoutfits.
Bundhaube & Coif
Bundhaube, også kaldet coif, er en tætsiddende linnedhue, der blev båret direkte på hovedet – oftest under en hat, en kasket eller et slør. Den var udbredt blandt både mænd og kvinder og fungerede også som beskyttende underlag under hjelmen.
Slør, gebende & filet
Slør og gebende var faste elementer i kvindernes garderobe i højmiddelalderen og senmiddelalderen. Gebende – et hagebånd af hvidt linned – kendetegnede den gifte kvinde. Fillet, et smalt pandebånd, holdt sløret elegant på plads. Generelt betegner man middelalderlige hovedbeklædninger efter deres type: hue, gugel, kasket, hat eller slør.
Hatte af strå og filt
Stråhatten beskyttede mod solens stråler under markarbejdet og var billig at fremstille. Filt hatte var mere robuste og kunne også bæres om vinteren. Begge former hører til de ældste og mest udbredte hovedbeklædninger på tværs af alle epoker og sociale lag.
Baret & kasket
Baretten er en flad, kasketlignende hovedbeklædning, der opstod i senmiddelalderen og oplevede sit højdepunkt i renæssancen. Den blev båret af mænd fra den urbane middelklasse og adelen og er i dag et karakteristisk element i senmiddelalderens påklædning.
Tidlig middelalder og vikinger: Huer, kasketter og hætter fra Norden
Den tidlige middelalder stiller reenactors over for særlige udfordringer: Billedkilder er sjældne, og mange hovedbeklædninger fra denne tid kender vi kun fra arkæologiske fund og rekonstruktioner heraf. For vikingerne og indbyggerne i det tidlige middelalders nord kan spidshuer (kendt fra Rus-området) og mere kompakte uldkasketter dokumenteres. Birka-huen regnes for en af de mest kendte rekonstruktioner og egner sig godt som grundlag for et harmonisk tidligmiddelalderligt outfit.
Materialer fra denne periode var primært uld og pels – læder forekom lejlighedsvis, mens hør snarere blev brugt som foring. Hvis du er interesseret i vikingetøj, bør du indsnævre din egen research til en bestemt region og periode: En norsk viking fra det 9. århundrede klæder sig anderledes end en Rus-handler eller en dansk kriger. Grundlæggende research om tid og sted er uundværlig for historisk korrekte fremstillinger.
Højmiddelalderen og senmiddelalderen: Bundhaube, gugel, slør og baret
Højmiddelalderen: Bundhaube og slør
Bundhauben af hvidt eller naturhvidt linned var den universelle underhue for mænd og kvinder. Den blev sjældent båret alene, men fungerede som basis under hatte, hætter og slør. For kvinder i højmiddelalderen var sløret i kombination med gebende – et hagebånd af linned – obligatorisk: Det markerede den gifte stand og forklarer den dag i dag ordsproget „unter der Haube sein“ (at være under hætten). Gebende blev fastgjort med gebendenåle og sad tæt til ansigtet.
Gugellet bliver et modefænomen
I det 14. århundrede blev gugel en ægte modedominans. Mænd og kvinder bar den i lyse farver og forskellige snit. Gugel udviklede sig til sidst til chaperon – en mere påkostet hovedbeklædning, der opstod ved at bære gugel vendt på hovedet og prægede den moderigtige senmiddelalder.
Senmiddelalderen: baretten og bymode
Baretten slog igennem i senmiddelalderen som en moderigtig hovedbeklædning blandt bybefolkningen og den velhavende borgerskab. I renæssancen blev den endnu mere populær. Samtidig forblev hætten og sløret en fast del af kvindernes påklædning. Hovedbeklædningen for den gifte kvinde i middelalderen hedder hue eller bundhue – tætsiddende, fremstillet af linned, ofte kombineret med et hagebånd.
Sammenligning af materialer: uld, hør og bomuld til middelalderlige hovedbeklædninger
| Materiale | Historisk egnethed | Typisk anvendelse | Pleje |
|---|---|---|---|
| Uld | Historisk dokumenteret | Hætter, kasketter, filthatte, huer | Bank eller børst; håndvask ved behov |
| Linned | Historisk dokumenteret | Hovedbeklædning, slør, gebende, filletter | Kan vaskes, kan stryges ved høj temperatur |
| Bomuld | Moderne fortolkning | Hættesjaler, slør, gugel-varianter | Kan vaskes i maskine, nem at vedligeholde |
| Bomuld/linned (polstret) | Historisk beskyttelsesfunktion | Polstrede hovedbeklædninger under hjelme | Vaskbar ved 30–40 °C |
Uld var gennem alle epoker i middelalderen det mest anvendte materiale til hovedbeklædning – det er varmt, formstabilt og kan forarbejdes til filt. Linned dominerede inden for underlag og slør: let, åndbart og historisk korrekt. Bomuld er en moderne fortolkning, der er billigere at fremstille og visuelt tæt på de historiske forbilleder. Den er i dag særligt udbredt til hætter og gugler. Polstrede hovedbeklædninger af bomulds-linned-blandingsstof udfylder desuden en praktisk beskyttelsesfunktion under hjelme.
Hovedbeklædning til middelalderfestivaler og LARP: Hvad passer til hvilket outfit?
Til det første markedsbesøg uden fast epokebinding er en bundhue eller en simpel stråhat fremragende. Begge er prisvenlige (fra ca. 10 €), kan kombineres på mange måder og passer til mange klædedragter. Hvis du skal til middelalderfest, kan du ikke gå galt med en enkel linnehue eller en stråhat kombineret med et middelalderligt kostume. Suppler outfitet med et bælte og passende sko – så er det samlede look perfekt.
I LARP er gugel og kapuzensjal ægte allroundere. De passer til købmænd, eventyrere, tyvegildekarakterer og simple landsbyboere lige så godt som til skovløbere eller små adelsmænd. De lange ender af et kapuzensjal kan draperes på mange måder. Til krigerkarakterer med hjelm anbefales derudover en polstret hovedbeklædning som underlag – den sidder behageligt og dæmper slag.
For reenactment gælder: Jo snævrere den tidsmæssige og regionale afgrænsning er, jo bedre er fremstillingen. Coifen af hvidt linned er godt dokumenteret for mænd og kvinder i det 12. og 13. århundrede. Gugel dominerer det 14. århundrede. For damer i højmiddelalderen er slør og gebende det historisk korrekte valg. Baretten hører hjemme i senmiddelalderen fra det 15. århundrede. Vi anbefaler reenactors at foretage grundlæggende research om region og tidsperiode – forskellene mellem epoker er betydelige.
En hovedbeklædning virker først fuldstændig, når resten af outfittet også passer. Suppler din båndhue eller gugel med en taske eller en pose i bæltet, passende sko og – hvis nødvendigt – en kappe eller frakke til kolde dage. Hvis man lægger vægt på tilbehør, kan man forvandle et enkelt klædningsstykke til et harmonisk helhedsbillede.
Middelalderlige hovedbeklædninger til kvinder: slør, filet, gebende og hue
Sløret er det mest alsidige grundelement i kvindelig hovedbeklædning på tværs af alle epoker. Det kan draperes over hovedet, fastgøres med et pandebånd eller bæres under en hat. Det er fremstillet af fint linned, er let, faldende og historisk dokumenteret gennem århundreder.
Filletten er et smalt pandebånd – ofte fremstillet af linned – der holder sløret på plads på hovedet og samtidig danner en elegant ramme om ansigtet. Den egner sig særligt godt til fremstillinger af højmiddelalderen og kan nemt kombineres med forskellige slørvarianter.
Gebenden er den typiske hovedbeklædning for gifte kvinder i middelalderen. Dette hagebånd af hvidt linned blev lagt tæt om ansigtet og fastgjort med gebendenåle i håret eller på tøjet. Det dækkede hagen og kinderne og var udbredt i højmiddelalderen – intet andet stykke tøj signalerede civilstanden så tydeligt.
Huen spænder fra den enkle linnedhue, som bondekvinderne bar, til den broderede hueform for mere velhavende borgerskabsdamer. For kvinder i middelalderen omfattede udvalget af hovedbeklædning således slør, gebende, bundhue, filet og hue i forskellige kombinationer – afhængigt af epoke, region og social status.
Uanset om du sammensætter dit første outfit til middelaldermarkedet eller som erfaren reenactor leder efter en historisk korrekt hovedbeklædning – i sortimentet finder du bundhætter, gugler, slør, kasketter og hatte til alle epoker og lejligheder. Se dig omkring og fuldend dit kostume med den passende hovedbeklædning.
Ofte stillede spørgsmål
I middelalderen fandtes der et bredt udvalg: bundhaube (coif), gugel, slør, gebende, filet, stråhat, filtkappe og baret. Valget afhang af epoke, social status og køn. De lavere klasser bar filtkapper og stråhatte, mens adelen og byborgerne havde adgang til kunstfærdigt udsmykkede modeller af fløjl og silke.
Afhængigt af typen har den sit eget navn: Bundhaube eller coif er en tætsiddende linnedhue. Gugel er en hætte-skulderkappe. Gebende er hagebåndet for gifte kvinder. Baretten er en flad kasket fra senmiddelalderen. Begrebet 'hovedbeklædning' samler alle disse former.
Til et besøg på et middelaldermarked anbefales en enkel bundhaube eller en stråhat som en ukompliceret start. Kombineret med en middelalderlig tunika eller en kjole, et bælte og passende sko skabes et harmonisk helhedsbillede. Hvis man ønsker at gå mere i dybden, kan man forfine påklædningen yderligere med en gugel eller et slør.
Den typiske hovedbeklædning for gifte kvinder i middelalderen var hætten eller båndhætten, ofte kombineret med gebende – et hagebånd af hvidt linned. Ordsproget 'at være under hætten' stammer netop fra denne tradition. Den blev fastgjort til hovedet med gebendenåle og signalerede tydeligt civilstanden.
Historisk set var uld det mest almindelige materiale – filtet til hætter og hatte, vævet til gugler. Linned dominerede ved bundhætter, slør og gebenden. Silke og fløjl var forbeholdt adelen. I dag bruges der i moderne replikaer også bomuld og bomuld-linned-blandinger, som er nemme at vedligeholde og ligner de historiske forbilleder.