Vævning af brædder
- tilgængeligt med det samme
-
Leveringstid: 2 - 3 Arbejdsdage Fremmede lande
Vævning på vævebrætter er en af de ældste tekstilteknikker i menneskehedens historie – med intet andet end nogle små vævebrætter af træ, horn eller ben og et par tråde fremstilles der bånd og bånd, der har prydet klæder siden bronzealderen. Her finder du vævebrætter og tilhørende tilbehør: fra det første sæt med 5 stk. til begyndere til et sæt med 12 stk. af ben til autentiske rekonstruktioner.
Hvad er vævning med vævebrikker – og hvor stammer teknikken fra?
Ved vævning med vævebrikker anvendes små, hulede plader som væveværktøj – de såkaldte vævebrikker, også kaldet væveplader eller væveplader. Hvis du undrer dig over, hvad en vævebrik hedder: I det tysksprogede fagmiljø er vævebrik det mest almindelige udtryk, historisk set finder man også plader eller plader. I den engelske faglitteratur taler man om tablet weaving cards.
Teknikken i sig selv er bemærkelsesværdig gammel: Arkæologiske fund går helt tilbage til bronzealderen. Fund fra Egypten, det keltiske Centraleuropa, fra skandinaviske gravsteder fra vikingetiden og fra middelalderbyer viser, at brætvævning var udbredt i mange kulturer og gennem årtusinder. Grundprincippet forblev forbløffende stabilt – og er stort set uændret den dag i dag.
Det er vigtigt at skelne mellem dette og kantvævning på væven: Kantbånd, der fremstilles industrielt eller håndværksmæssigt på væven, opstår gennem et andet princip for dannelse af skud. Ved brætvævning danner de drejede brætter skuddet – derved opstår en karakteristisk drejning, der giver brætvævede stoffer deres særlige styrke og optiske dybde. En brætvævet kantbånd kan genkendes på den specifikke skråning i dens bindingsstruktur og adskiller sig tydeligt fra tabletvævede maskinimitationer.
Vævebrætter af træ, horn eller ben – sammenligning af materialer
| Materiale | Egnethed | Egenskaber | Tip |
|---|---|---|---|
| Palisander (poleret) | For begyndere | Let, behagelig at holde på, prisvenlig, god trådføring på den glatte overflade | Ideel til første projekter og smalle bånd; sæt med 5 stk. fra ca. 12 € |
| Horn (poleret) | Øvede | Glider let, traditionelt materiale, behageligt varmt i hånden, naturligt udseende | God allrounder til regelmæssig vævning; sæt med 5 stk. fra ca. 14 € |
| Ben (poleret) | Historisk | Arkæologisk dokumenteret, mere robust end horn, lidt tungere, meget glat finish | Første valg til autentiske rekonstruktioner; sæt med 5 til 12 stk. |
Materialet påvirker ikke kun udseendet, men også fornemmelsen under arbejdet: Træbrikker ligger lidt mere mat i hånden og griber let fat i tråden, mens horn og ben giver en silkeagtig glideeffekt, der er mere behagelig ved lange vævesessioner. Til autentiske lejrrekonstruktioner og vikingetøj er vævebrikker af ben det historisk mest korrekte valg.
Hvad er en vævebånd? – Anvendelse i historisk beklædning
En vævebåndskant er det færdige tekstilbånd, der fremstilles ved hjælp af vævebrætter – altså håndværkets slutprodukt. Vævebåndskanter udmærker sig ved deres karakteristiske fasthed og den visuelt tiltalende tværbinding, som maskinfremstillede kanter næppe kan efterligne.
I historisk beklædning anvendes brikbånd typisk som kantbånd ved sømmen, ved udskæringen, på ærmerne og ved bæltet. Arkæologiske tekstilfund fra Skandinavien – for eksempel fra Birka eller Hedeby – dokumenterer på særlig imponerende vis brugen af brætvævede bånd i vikingetiden og den tidlige middelalder. Der prydede de uldklæder og fungerede samtidig som et strukturgivende element, der forstærkede sømmene.
Til vikingetøjet i reenactment er en selvvævet eller efter historiske forlæg fremstillet båndkant et tydeligt kvalitetsstempel, der mærkbart øger det autentiske udseende. Den, der selv væver båndkanten, kan tilpasse farve, bredde og mønster nøjagtigt til sit eget tøj – en fordel, som ingen færdiglavet båndkant kan tilbyde.
Hvordan fungerer brikvævning – grundprincippet forklaret enkelt
Grundprincippet i brikvævning er let at forstå, men variationerne er næsten ubegrænsede: Hver vævebrik har som regel fire huller (A, B, C, D), hvorigennem der trækkes en kædetråd. Alle brikkerne holder dermed et bundt parallelle kædetråde spændt.
Når man nu drejer brikkerne – enten fremad eller bagud, enkeltvis eller i grupper – opstår der et mellemrum mellem kædetrådene, det såkaldte skud. Gennem dette skud fører man skudtråden (ved hjælp af en væveskive eller en nål) og slår den derefter fast med en kam eller hånden. Denne proces gentages træk for træk.
Mønsteret opstår gennem drejerækkefølgen af de enkelte brikker: Drejer man dem alle fremad, opstår der et simpelt diagonalt grundmønster. Drejer man grupper forskelligt eller skifter retning, opstår der komplekse fletmønstre, romber, zigzag eller blomsterelementer. Som orientering for mønstrene bruges såkaldte vævebreve – grafiske skabeloner, der beskriver hulplaceringen og drejerækkefølgen skud for skud, ligesom strikkeopskrifter. De er især uundværlige for begyndere.
En praktisk fordel ved brikvævning: Det er fuldstændig mobilt og kan udføres uden væv. Kæden fastgøres til et fast objekt (eller spændes fast til kroppen med et bælte), mens brikkerne holdes i hånden. Det gør håndværket til en ideel beskæftigelse i en hærlejr, på farten eller på middelaldermarkeder.
Hvad skal man bruge til brikvævning? – Oversigt over grundmaterialerne
Materialebehovet for at komme i gang med brikvævning er overskueligt – det er en af grundene til, at teknikken har været udbredt i årtusinder:
- Vævebrætter: Det centrale værktøj. Til at komme i gang er 5 til 6 stykker nok; til bredere eller mere komplekse mønstre kræves der 12 eller flere. De fleste projekter arbejder med brætter med 4 huller.
- Garn: Som kædetråd egner sig fast, lidt elastisk garn – historisk autentisk er uld, hør eller silke. Skudtråden kan være tyndere og finere.
- Væveskæft eller nål: Bruges til at føre skudtråden gennem skudåbningen. Et træskæft kan nemt laves selv eller købes billigt.
- Fastgørelse: Et bælte om hoften, en stol eller en fast krog – kæden skal være stram, så brædderne kan drejes. Der er ikke brug for en væv.
- Vævebreve (mønsterforlæg): Anbefales til begyndere, så de kan væve de første mønstre på en struktureret måde. Vævebreve til historiske forlæg fra vikingetiden og middelalderen er meget udbredt i miljøet.
Hvis du begynder at lave detaljer til tøj selv, er brætvævning en nem måde at komme i gang på – det første færdige bånd kan laves på bare et par timer.
Oversigt over vævebrætsæt – hvilket sæt passer til hvilket projekt?
Sættet med 5 stk. i poleret palisander er den nemmeste måde at komme i gang på. Med fem vævebrætter kan man væve smalle bånd med enkle mønstre – ideelt til at lære grundprincippet uden at skulle investere for meget. Træ er let, billigt og godt forarbejdet.
5-delssættet i poleret horn giver en mere smidig trådføring sammenlignet med træ. Horn er et traditionelt materiale og ligger behageligt i hånden – et lille upgrade til alle, der gerne vil arbejde med naturlige materialer fra starten.
Dette sæt med 6 vikingevævebrikker af ben giver lidt mere variation i mønstrene og er samtidig historisk autentisk. Ben (poleret knogle) var i vikingetiden et dokumenteret materiale til vævebrikker. Velegnet til regelmæssige vævere, der ønsker at tage det næste skridt.
Sættet med 12 vikingevævebrikker af ben er det rette valg til seriøse reenactment-opførelser og mere komplekse kantmønstre. Med tolv brikker kan man væve brede kanter med komplicerede fletmønstre, romber eller historiske forlæg. Vævebrikkerne af ben i dette sæt svarer til det arkæologisk dokumenterede materiale.
Vævning med brikker i reenactment og til vikingerepræsentationer
Vævning med vævebrikker er ikke et rekonstrueret håndværk – det er et dokumenteret, levende håndværk med direkte arkæologisk grundlag. Fra skandinaviske gravfund fra vikingetiden (9.–11. århundrede) er der bevaret vævebrikker af ben og knogler, som i opbygning og hulmønster svarer til de sæt, der findes i dag. Tekstilrester fra Hedeby, Birka og andre tidligmiddelalderlige fundsteder viser strukturer af vævebrætter i forskellige bindingsmønstre.
For udøvere af tidlig middelalder og vikingetid er vævebrætter af ben derfor det mest autentiske valg. Materialet, formen og anvendelsen svarer til de arkæologiske fund – hvilket er afgørende for en konsekvent historisk tilgang i reenactment. I lejren eller på middelaldermarkedet tiltrækker vævning på brætter som synligt håndværk regelmæssigt opmærksomhed – det forener håndværkspraksis med vidensformidling.
Hvis man opbygger en komplet vikingerepræsentation, kombinerer man med fordel selvvævede bånd med passende vikingetunika, vikingesko og vikingebælte. Det selvvævede bånd i tunikaens søm eller udskæring afrunder helhedsindtrykket på en måde, som ingen konfektioneret detalje kan matche.
Også håndværkere, der er interesserede i nålebinding, finder i brætvævning et meningsfuldt supplement – begge teknikker kan udøves med et minimum af værktøj og historisk autentiske materialer og passer fremragende ind i et levende hærlejr.
Uanset om du lige er begyndt med brætvævning eller allerede væver komplekse mønstre – med det rigtige sæt af træ, horn eller ben ligger håndværket lige i dine hænder. Gennemse vores vævebrætter og find det rigtige tilbehør til dit næste projekt.
Ofte stillede spørgsmål
En brikbånd er det færdige bånd eller den færdige kant, der fremstilles ved hjælp af brikvævning. Det fremstilles ved at dreje vævebrikker, hvor kædetrådene er spændt – dette skaber en karakteristisk drejning med særlig styrke og optisk dybde. Bånd vævet på vævebrikker anbringes typisk på sømmen, udskæringen eller ærmerne på historiske klædedragter og er et vigtigt detalje for autentiske fremstillinger i reenactment.
For at komme i gang med at væve med vævebrikker skal man bruge vævebrikker (oftest 5–12 stk. med hver 4 huller), fast garn som kædetråd (uld, hør eller silke er historisk autentisk), en skudtråd samt en væveskive eller en nål. Som fastgørelse er det tilstrækkeligt med et bælte om hoften eller en fast krog – en væv er ikke nødvendig. For begyndere er vævskort (grafiske mønsterforlæg) desuden meget nyttige.
Det eneste redskab til tavlevævning hedder vævetavle, også vævebræt eller væveplade. I den engelske fagterminologi taler man om Tablet Weaving Cards. Vævebrætter har som regel fire huller (betegnet A, B, C, D), hvorigennem der trækkes en kædetråd. De fås i forskellige materialer: træ, horn, ben eller knogle, hvor benvævebrætter historisk set er særligt velkendte.
Ved vævning med vævebrikker spændes kædetrådene gennem hullerne i vævebrikkerne. Når man drejer brikkerne – fremad eller bagud, enkeltvis eller i grupper – opstår der et mellemrum mellem kædetrådene, det såkaldte skud. Gennem dette skud fører man skudtråden og slår den fast. Ved at kombinere forskellige drejerækkefølger opstår mønstre som romber, fletmønstre eller zigzag. Mønstervejledningerne kaldes vævebreve – de beskriver skud for skud placeringen og drejeretningen for de enkelte brikker.
Til autentiske vikingereenactments anbefales vævebrikker af ben (poleret knogle), da dette materiale er arkæologisk dokumenteret i skandinaviske gravfund fra vikingetiden. Vævebrikker fra Birka og Hedeby svarer i form og antal huller til nutidens modeller. Afhængigt af projektet er 6-delssættet velegnet til almindelig vævning, mens 12-delssættet er velegnet til mere komplekse, bredere bånd.