Ifølge legenden fremstilles vikingerne først og fremmest som krigere, søfarere og erobrere – mænd med våben i hånden, der fra Skandinavien trængte frem til Rusland, Frankrig, Tyskland og England. Selv normannerne, der erobrede England i 1066, kunne via deres leder Rollo føre deres aner tilbage til vikingerne, som omkring 150 år tidligere havde slået sig ned i Nordfrankrig. Men disse forfædre var også familiemennesker, handelsfolk og bønder, der levede et helt almindeligt hverdagsliv.
Det kan I forvente i denne artikel
- De vigtigste indsigter på et øjeblik
- Indledning: Vikinger, hverdagen og »det stille sted«
- Arkæologisk sensation: Danmarks ældste vikingetoilet
- Hvor gik vikingerne egentlig på toilettet: i stalden, i en grav eller i et latrinhus?
- Hvordan så et vikingetoilet ud – og hvordan brugte man det?
- Hvad afføring afslører om vikingerne: kost, parasitter og miljø
- Fra vikingetoilettet til det moderne toilet: En indplacering i hygiejnehistorien
- Ofte stillede spørgsmål om vikingetoiletter (FAQ)
Læsetid ca. 8 min.
De vigtigste konklusioner på et øjeblik
- På trods af manglen på et ensartet toiletsystem lagde vikingerne stor vægt på hygiejne – afhængigt af status og sted benyttede de jordhuller, stalde eller overdækkede latriner.
- Danmarks formodentlig ældste kendte toilet stammer fra vikingetiden og blev fundet i Stevns kommune i det sydøstlige Danmark – et ca. to meter dybt hul, der ifølge analyser indeholdt menneskelige ekskrementer.
- Fund af fækalier udgør et unikt arkiv for arkæologer: Pollen, parasitter og madrester afslører mere om nordmændenes kost og dagligdag end mange et sværd eller skjold.
- Vikingerne brugte ikke moderne toiletpapir – i stedet benyttede de mos, græs, stof- eller uldklude og glatte træpinde.
- Andre kulturer, såsom sumererne i det nuværende Irak eller romerne, var langt foran vikingerne, hvad angår sanitærteknik.
Indledning: Vikinger, hverdagen og »det stille sted«
Arkæologiske fund vidner om talrige hygiejneartikler som kamme og barberknive – kropspleje havde bestemt en vis betydning for de nordiske mænd, og vikingerne gjaldt for deres tid som forholdsvis velplejede. Et emne kommer dog som regel til kort, selv i vidensprogrammer som »Terra X«: Hvor og hvordan gjorde nordmændene deres nødtørft?
Vikingetiden strakte sig fra omkring 793 til 1066 e.Kr. og omfattede bosættelser som Haithabu, Birka, Ribe og Kaupang. Netop fund af latriner, gruber og fækalier hjælper med at rekonstruere hverdagen uden for slag og plyndringstogter – et emne, der er overraskende oplysende.
Arkæologisk sensation: Danmarks ældste vikingetoilet
I Stevns kommune på Sjælland gjorde arkæologer fra Museet for Sydøstdanmark under ledelse af Anna S. Beck et spektakulært fund: Under udgravninger på en gård ved navn Toftegård i landsbyen Strøby dokumenterede de et cirka to meter dybt, lodret hul, der var fyldt til randen med organisk materiale. Først troede man, at det var et såkaldt grubehus, et halvt nedgravet værksted – først en nærmere undersøgelse viste, at der var tale om noget helt andet. Analyser bekræftede, at fyldet indeholdt menneskelige ekskrementer, ikke en almindelig stald- eller gyllegrav.
Radiocarbon-dateringer og pollenanalyser placerer det nederste lag entydigt i vikingetiden. To fundne stolpehuller tyder på, at der over gruben stod et fritstående, lille træhus – en enkel konstruktion med vægge og formodentlig et tag. Den høje koncentration af mineraliserede frø, pollen og fluepupper i laget passer nøjagtigt til dette billede: Den påfaldende høje pollenandel stammede sandsynligvis fra honning, der tjente som menneskeføde og ikke som dyrefoder – et tegn på, at der faktisk var tale om menneskelige og ikke dyremæssige efterladenskaber.
Dette fund ryster ved hidtidige antagelser. I lang tid gik man ud fra, at vikingerne hovedsageligt forrettede deres nødtørft i stalden blandt dyrene eller blot udendørs. Nu står det fast: Også på landet fandtes der faste, overdækkede toiletfaciliteter – sandsynligvis endda oftere, end man hidtil har erkendt, da organisk materiale ofte nedbrydes sporløst gennem århundrederne.
Hvor gik vikingerne egentlig på toilettet: i stalden, i en grube eller i et latrinhus?
Brugsvanerne varierede stærkt afhængigt af social status, bosættelsestype og region. På landet benyttede vikingerne ofte blot den frie natur. Mange steder fungerede stalde også som toilet – hvor menneskers og husdyrs afføring endte i samme gyllegrav. Praktisk til senere gødning af markerne, men set med nutidens øjne hygiejnisk tvivlsomt.
I større bosættelser fandt arkæologer derimod egentlige latriner: enkle, udgravede huller bag langhusene, som undertiden var omkranset af træplanker. I tætbebyggede handelsbyer som Haithabu eller Ribe var der mindre plads til rådighed, hvorfor man her formodentlig oftere benyttede faste latriner med afløbsrender, der førte ud mod vandløb. Også i vikingebyerne York og Dublin er der fundet toiletlignende konstruktioner – ved de berømte udgravninger i Coppergate i York fandt man for eksempel velbevarede latrinegruber med indhold, takket være byens fugtige, iltfattige jordforhold.
Ombord på de berømte langskibe så situationen anderledes ud: Faste, indbyggede toiletter er ikke arkæologisk dokumenteret. Søfarere udførte sandsynligvis deres nødtørft under de ofte månedslange sejladser over rælingen eller i spande, som derefter blev tømt i havet. Nattepotter eller enkle træbeholdere i husene er også tænkelige, selvom sådanne beholdere kun sjældent bevares arkæologisk.
Ekskrementerne fra stalde og gruber kunne desuden bruges som gødning – et pragmatisk kredsløb, der forbandt livet på gårdene tæt med fødevareproduktionen.
Hvordan så et vikingetoilet ud – og hvordan brugte man det?
Uden rindende vand var vikingetoiletterne indrettet på en meget enkel måde. Konstruktionen bestod som regel af et siddebræt med et hul, monteret på en træramme over en grav. I mere velstående husholdninger fandtes der muligvis indhegninger af fletværk med lerpuds samt et forhæng eller en enkel trædør. På gulvet lå der ofte halm eller kviste. Kunstfærdige keramikskåle, som man kender dem fra romertiden, fandt man ikke hos vikingerne.
I latriner blev ekskrementer ofte dækket med jord, aske eller tørv for at mindske fugt og stank. Om vinteren var latrinen kold og trækfuld, om sommeren summede fluerne – en del af fundmaterialet fra Stevns bestod faktisk af fluepupper.
Vikingerne kendte ikke til moderne toiletpapir. I stedet brugte de mos, græstuer, dyreuld eller glatte træpinde. Også stof- eller linnedklude og løv kom i betragtning. Romerne brugte som bekendt svampe på pinde, men der findes ingen arkæologiske beviser for dette hos vikingerne. Hver især klarede sig med det, der lige var til rådighed.
Om man sad eller hukkede, afhang af den pågældende konstruktion: Enkle gruber krævede, at man hukkede sig ned, mens permanente latriner med fast siddebræt muliggjorde en mere behagelig siddestilling – især i større, centrale bosættelser.
Hvad afføring afslører om vikingerne: kost, parasitter og miljø
Afføringsprøver fra latriner analyseres i dag ved hjælp af mikroskopi, DNA-analyser og pollenundersøgelser. Fra Ribe, Danmarks ældste bybebyggelse, stammer fund af parasitæg fra perioden omkring 750 til 800 e.Kr. – herunder piskeorm, rundorm, bændelorm og leverfladormen Fasciola hepatica. Disse medbeboere tyder på forurenet vand, tæt samliv med dyr og mangelfuld håndhygiejne.
Vikingernes kost var dog mere varieret, end klichéen om kød og mjød giver indtryk af: Kornpollen fra byg, rug og havre, planterester fra kål, porrer og bælgfrugter samt fiskeben vidner om en alsidig kost. Høje koncentrationer af bestemte pollentyper giver desuden mulighed for at drage konklusioner om sæsonbestemt udnyttelse og de omkringliggende marker. Sådanne undersøgelser bidrager til at fortælle vikingernes historie på en nøgtern og datadrevet måde – som et oplysende supplement til de kendte sagaer.
Fra vikingetoilettet til det moderne toilet: En indplacering i hygiejnehistorien
Sammenlignet med andre kulturer var vikingerne ret bagud, hvad angår sanitærteknik. I det skotske Skara Brae på Orkney-øerne fandtes der allerede for omkring 5.000 år siden små rum, der var tilsluttet et fælles afløbssystem, fungerede som latriner og kunne skylles med vand. I det nuværende Irak brugte velhavende husholdninger i det antikke Ur for omkring 4.000 år siden lerrør under stensæder, hvorigennem vand skylte affaldet ud i kanaler. Også på Kreta havde de minoiske paladser sofistikerede afløbssystemer. I det antikke Rom fandtes der endelig offentlige latriner med plads til op til 50-60 personer ad gangen – en verden af fælles, men teknisk avancerede sanitære anlæg, som var fremmed for vikingerne.
Efter det Vestromerske Riges sammenbrud fulgte der i store dele af Europa et tilbageskridt inden for sanitærteknik. I middelalderen dominerede enkle løsninger: borge med fremspringende »toiletafdelinger«, enkle bymæssige latriner og åbne afløbsrender langs gaderne. Først i 1596 beskrev den engelske hofmand Sir John Harington det første fungerende vandskyllende toilet, om end med betydelige mangler, hvad angår lugtisolering. Først i 1775 forbedrede skotten Alexander Cumming princippet afgørende ved hjælp af sifonen, der pålideligt holdt kloakgasserne tilbage – den egentlige grundsten til det moderne toilet.
Toiletpapir, som vi kender det i dag, er et forholdsvis ungt mærkevareprodukt; i lang tid fungerede avispapir eller lignende materialer som erstatning. Den 19. november fejres hvert år FN’s Verdens-toiletdag, der minder os om, at flere milliarder mennesker verden over stadig mangler adgang til sikre sanitetstilbud. Vikingerne ville nok have set forundret på en moderne by med kloakering – deres arv lever dog videre i latrinerne, som arkæologer den dag i dag undersøger med den nyeste teknologi.
Ofte stillede spørgsmål om vikingetoiletter (FAQ)
Havde alle vikinger adgang til et fast toilet?
Nej. Faste, overdækkede latriner fandtes snarere i større bosættelser og mere velstående husholdninger. Almindelige folk på landet benyttede sig for det meste af provisoriske gruber, stalde eller ganske enkelt den frie natur. Den sociale status var afgørende for, hvor komfortabelt toilettet var.
Fandtes der specielle »skibstoiletter« om bord på langskibene?
Der er ingen arkæologiske beviser for faste toiletter om bord. Søfarere og krigere udførte sandsynligvis deres nødtørft over rælingen eller i spande, der blev tømt i havet – på månedslange rejser en uhygiejnisk, men formentlig uundgåelig del af hverdagen.
Lugtede der særligt stærkt af afføring i vikingebyerne?
På grund af manglende kloaksystemer var lugte allestedsnærværende, men de blandede sig med staldlugt, røg og fisk. Det var ikke et specifikt »vikingeproblem«, men et helt almindeligt fænomen i det tidlige middelalderlige Europa.
Blev vikingernes fækalier målrettet brugt som gødning?
Meget tyder på det. Gødning fra staldgruber, blandet med menneskelige ekskrementer, blev spredt på markerne. Det øgede udbyttet, men kunne samtidig sprede parasitter – et kredsløb, som man først forstod fuldt ud århundreder senere.
Hvorfor beskæftiger moderne forskere sig så intensivt med gamle latriner?
Latriner er et enestående arkiv: De leverer samtidig oplysninger om ernæring, miljø, sygdomme og dagligdagsvaner. Især for en kultur som vikingernes, der selv næsten ikke efterlod egne skriftlige optegnelser, er sådanne fund uundværlige – mere oplysende end mange en heltesaga.
Post fra handelshuset
Nyheder, markedsdatoer og tilbud direkte fra Rinchnach. Afmeld når som helst med ét klik.
Tilmeld nyhedsbrev
